Intet krav om lokal arbejdstilladelse: Vander Elst-reglerne for udstationerede medarbejdere fra lande uden for EU

Grænseoverskridende underentreprise i Europa afhænger i stigende grad af ikke-EU-borgere. Under Vander Elst-doktrinen kan tredjelandsstatsborgere, som er lovligt ansat og bosat i et EU-medlemsland, midlertidigt udstationeres til et andet EU-medlemsland uden at have brug for en ny lokal arbejdstilladelse. Denne regel letter hurtig udsendelse af arbejdskraft og afhjælper kritisk mangel inden for byggeri, transport og fremstillingsindustrien.

Omfanget af denne mobilitet er betydeligt. De vigtigste afsenderlande for udstationerede tredjelandsstatsborgere i EU er Polen, Slovenien og Spanien. Bosniske og ukrainske statsborgere repræsenterer de mest almindelige nationaliteter blandt disse mobile arbejdstagere. At forstå, hvordan man flytter denne arbejdsstyrke lovligt, er afgørende for at opretholde forsyningskæder uden at overtræde de nationale udlændingelove.

Det juridiske grundlag for denne mobilitet er ikke nyt. Vander Elst-princippet stammer fra en dom afsagt af EU-Domstolen i 1994 i sag C-43/93, Raymond Vander Elst mod Office des Migrations Internationales. Sagen omhandlede et belgisk nedrivningsfirma, der udstationerede marokkanske medarbejdere til et projekt i Frankrig. De franske myndigheder forsøgte at straffe arbejdsgiveren for ikke at have indhentet lokale franske arbejdstilladelser.

EU-Domstolen afgjorde sagen til fordel for arbejdsgiveren. Domstolen har konsekvent fastslået, at krav om lokal arbejdstilladelse for udstationerede tredjelandsstatsborgere overtræder artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som garanterer den frie udveksling af tjenesteydelser. Medlemsstaterne må ikke begrænse en udenlandsk arbejdsgivers ret til at levere tjenesteydelser ved at pålægge administrative byrder, der overlapper med beskyttelsesforanstaltninger, som afsenderstaten allerede varetager.

Gennem årene har værtslandene forsøgt at begrænse denne frihed ved at kræve, at arbejdstagerne har en langvarig tilknytning til den udsendende arbejdsgiver. Domstolen har dog konsekvent afvist disse hindringer. I sag C-244/04, Kommissionen mod Tyskland, afgjorde EU-Domstolen, at et krav om en forudgående minimumsperiode for ansættelse hos den udstationerende arbejdsgiver, f.eks. 12 måneder, før en arbejdstager kan udstationeres, er uforholdsmæssigt og ulovligt. Dette slog fast, at selv nyansatte ikke-EU-arbejdstagere kan udstationeres med det samme, forudsat at de er lovligt ansat.

Selvom lokale arbejdstilladelser ikke er påkrævet, kan værtslande stadig håndhæve administrative krav og opholdskrav, såsom en midlertidig opholdstilladelse eller et specifikt Vander Elst-visum, afhængigt af udstationeringens varighed. Disse regler varierer fra land til land, hvilket gør overholdelse til en kompleks opgave. For eksempel fører EU-Kommissionen i øjeblikket en traktatbrudssag mod Tyskland. Kommissionen argumenterer for, at Tysklands krav om, at tredjelandsstatsborgere skal indhente et yderligere Vander Elst-visum ved udstationeringer på op til 90 dage, overtræder den frie udveksling af tjenesteydelser og Schengen-reglerne.

Trods denne igangværende tvist foreskriver tysk national lovgivning specifikke procedurer. I henhold til Section 17a i den tyske opholdsforordning (German Residence Ordinance) er tredjelandsstatsborgere med status som fastboende i et andet EU-medlemsland fritaget for visumkravet ved midlertidig levering af tjenesteydelser i Tyskland i op til 90 dage inden for en 12-måneders periode. For tredjelandsstatsborgere uden status som fastboende kræver Tyskland dog fortsat et Vander Elst-visum, som udstedes som et Schengen type C- eller nationalt type D-visum, forud for indrejse i landet for at levere tjenesteydelser.

Spanien har valgt en anden tilgang til at lovfæste disse rettigheder. Spanien indarbejdede officielt Vander Elst-princippet i sin nye udlændingebekendtgørelse, som trådte i kraft den 20. maj 2025, og definerede det udtrykkeligt som en fritagelse for arbejdstilladelse. Ved udstationeringer under 90 dage i en vilkårlig 180-dages periode kan et Schengen-visum være påkrævet for tredjelandsstatsborgere, der er bosat i EU-lande uden for Schengen, såsom Irland. Omvendt har medarbejdere, der udstationeres fra Schengen-lande, typisk kun brug for en forudgående anmeldelse af udstationeret arbejdskraft, før de påbegynder deres opgaver i Spanien.

I Belgien fokuserer de lovgivningsmæssige rammer i høj grad på social sikring og lokal registrering. Tredjelandsstatsborgere, der udstationeres under Vander Elst-fritagelsen, behøver ikke en arbejdstilladelse eller en kombineret tilladelse (single permit) til kortvarige udstationeringer. De skal dog have en opholdsret på mere end tre måneder i det udsendende land. Ved ankomsten skal de udstationerede medarbejdere registrere deres ankomst hos den lokale kommune inden for tre hverdage efter indrejsen i Belgien. Arbejdsgivere skal også indsende en forudgående LIMOSA-erklæring og sikre et Portable Document A1 for at bevise den sociale sikringsdækning.

Bevæger vi os sydpå til Italien, er de juridiske rammer integreret direkte i de nationale udlændingelove. Vander Elst-princippet er implementeret via artikel 27, stk. 1-bis i den italienske udlændingelov, også kendt som lovdekret 286/98. Denne specifikke bestemmelse gør det muligt at udstationere ikke-EU-arbejdstagere uden om de årlige kvotegrænser, der normalt begrænser udenlandsk arbejdskrafts indrejse.

Udstationerede arbejdstagere i Italien under et Vander Elst-visum har ikke brug for en "nulla osta", som er den standardmæssige arbejdstilladelse. I stedet flyttes fokus til registrering af ophold. Arbejdstageren skal ansøge om opholdstilladelse inden for otte arbejdsdage efter ankomsten til landet. Dette sikrer, at de italienske myndigheder kan spore det midlertidige ophold uden at blokere for leveringen af tjenesteydelser.

Holland pålægger strenge grænser for varigheden af disse midlertidige udstationeringer. I Holland kan tredjelandsstatsborgere udstationeres som Vander Elst-sager i maksimalt seks måneder. For at opretholde denne status skal arbejdstagerens opholds- og arbejdstilladelse i udsendelseslandet forblive gyldig i hele udstationeringens varighed. Arbejdsgivere skal sikre, at arbejdstageren har et gyldigt pas, en gyldig opholdstilladelse og en arbejdstilladelse fra udsendelseslandet for at kunne bestå lokale arbejdstilsyn.

Irland præsenterer en række særlige forhindringer, fordi landet ikke er en del af Schengen-området. Irland kræver, at ikke-EØS-statsborgere, der udstationeres fra et EU-medlemsland, indhenter et Vander Elst-visum forud for rejsen. Dette visum kan bevilges i maksimalt 12 på hinanden følgende måneder, hvilket er længere end mange Schengen-grænser. Den irske Vander Elst-visumansøgning skal indsendes online via AVATS-systemet op til tre måneder før den planlagte rejsedato. Det er afgørende, at ansøgerens pas er gyldigt i mindst seks måneder ud over den angivne afrejsedato fra Irland.

At navigere i disse forskellige nationale rammer kræver en systematisk tilgang til dokumentation. Selvom værtslandet ikke kan kræve en arbejdstilladelse, har det fuld myndighed til at kontrollere din ansættelsesdokumentation. Manglende fremvisning af de påkrævede dokumenter under et tilsyn på stedet kan føre til store bøder og projektforsinkelser.

Arbejdsgivere skal udarbejde en standardiseret compliance-mappe, før en medarbejder krydser en grænse. Denne mappe skal indeholde opdateret juridisk dokumentation for ansættelse og forsikring. Ved udstationeringer til Schengen-lande skal medarbejdere medbringe en rejsesygeforsikring med en minimumsdækning på €30.000, herunder akut lægehjælp og repatriering.

For at sikre compliance skal arbejdsgivere indsamle og opbevare følgende obligatoriske dokumenter: Et bærbart dokument A1 for at bevise aktiv social sikring i afsenderlandet.En udfyldt forhåndsanmeldelse, såsom LIMOSA-deklarationen til opgaver i Belgien.Medarbejderens ansættelseskontrakt fra hjemlandet, der viser et aktivt og lovligt ansættelsesforhold.Nylige lønsedler, timesedler og dokumentation for lønudbetalinger for at verificere overholdelse af lokale love om mindsteløn.Et gyldigt pas og opholdstilladelse fra den afsendende EU-medlemsstat.

Vander Elst-doktrinen giver en stærk mekanisme til at gøre brug af din eksisterende ikke-EU-arbejdsstyrke på tværs af europæiske grænser. Det er dog ikke et fribrev. Hver medlemsstat bevarer retten til at kontrollere sine grænser og verificere, at udstationeringer er midlertidige, reelle og i overensstemmelse med loven.

Arbejdsgivere skal omhyggeligt kontrollere de lokale anmeldelses- og registreringsregler for at sikre, at grænseoverskridende udstationeringer sker i fuld overensstemmelse med reglerne. Ved at opfylde de specifikke krav til visum, registrering og dokumentation i modtagerlandet kan virksomheder gennemføre grænseoverskridende projekter effektivt og uden juridisk risiko.